Jeg har en meget videnskabelig tilgang til løb, og jeg har brugt mange timer på at studere fysiologien bag. Samtidig arbejder jeg efter et princip om altid at efterprøve mine teorier i praksis. Det gør jeg ved jævnligt at teste mine løbere med avanceret, professionelt udstyr, og jeg har efterhånden foretaget over 5.000 løbetests. Alt dette har givet mig en helt klar idé om, hvordan man skal træne for at blive en hurtigere, bedre og stærkere løber på de længere distancer. I dag er jeg 100 procent overbevist om, at et øget fokus på udholdenheden og de lange, rolige ture, frem for på den maksimale iltoptagelse og de korte, hurtige intervaller, er vejen frem.

I de sidste fem år har jeg været tilknyttet Sparta som elitetræner og været personlig træner for Henrik Them, Lars Budolfsen, Anne-Mette Aagaard Walter, Anna Holm Baumeister og mange flere af landets allerbedste langdistanceløbere. Desuden har jeg drevet mit eget testcenter, hvor jeg tester og vejleder udholdenhedsatleter på både elite- og motionsplan, primært løbere.

 

 

Jeg er godt klar over, at min træningsmentalitet kan virke old school. Den flugter i hvert fald ikke med det princip om “no pain, no gain”, der er blevet til et mantra i både fitnesscentre og løbekredse landet over. Her hører man ofte den gamle sang om, at det skal gøre ondt, før det gør godt. Ligesom aviser, løbemagasiner og løbehjemmesider konstant skriver om, at hård, intensiv intervaltræning er et magisk vidundermiddel, hvis man vil være en hurtigere løber. Dén køber jeg bare ikke. For mig at se svarer højintensitetstræning til at tisse i bukserne for at holde varmen: Det kan virke som en god idé til at starte med, men efterhånden bliver det mere og mere uhensigtsmæssigt. Det skyldes for det første, at løb ved høj intensitet øger skadesrisikoen, og for det andet, at vores maksimale iltoptagelse i høj grad er genetisk bestemt.